
Boliger til leje tæt på Silkeborg centrum
Drømmer I om at bo til leje i Silkeborg – omringet af natur?
Lysbrolysningen er opført i Lysbro ved Vestre Ringvej og Kjellerupstien. Lysbro er en attraktiv bydel i det vestlige Silkeborg. Området er især populært pga. beliggenheden tæt på Silkeborg centrum, der kan nås på cykel uden at skulle bestige større bakker.
Lysbro ligger i forbindelse med Funder og Hvinningdal med indkøbsmuligheder, skoler og fritidsaktiviteter.
Silkeborg er spækket med kulturinstitutioner, heriblandt Museum Jorn, Papirmuseet og AQUA. Derudover er tilbagevendende begivenheder som Hede Rytmer og Tange Søfestival faste samlingspunkter for silkeborgenserne.

Danmarks outdoor hovedstad
Med adresse i Lysbro bor du også tæt på både Ørnsø og Silkeborg Langsø. Gå de ca. 3 km rundt om smukke Ørnsø eller hop på cyklen og tag en tur i de nærliggende skovområder.
Silkeborg har taget titlen som Danmarks Outdoor Hovedstad. Kommunens søer, skove og kuperede terræn indbyder til løbe- vandre- og mountainbiketure til lands samt kajak- og kanoture til vands.
Brug en søndag i skoven med picnic på Louisehøj og udsigt over Brassø eller oplev solnedgangen fra et SUP-board på Gudenåen.